Gratis bolig-tjek skal sætte gang i privat energirenovering

Boligejere i Fredensborg Kommune kan nu få en gratis gennemgang af deres bolig for at finde energibesparelser og muligheder for at få et bedre indeklima.

I samarbejde med blandt andet HusetsEnergi har Fredensborg Kommune sat projektet ”Spar energi i din bolig” i søen. Projektet skal hjælpe boligejere til at finde og gennemføre energiforbedringer ved at tilbyde boligejere en gratis boligscreening. Screeningen ender med en rapport, som kort og præcist forklarer, hvilket potentiale der er for at spare energi i boligen, og hvilke tiltag der skal til for at sænke energiforbruget i boligen.


Projektet gennemføres som en del af Energistyrelsens nye koncept ”BedreBolig”, hvor energirådgivere og lokale håndværkere med en efteruddannelse i energibesparelser gennemgår private boliger for at finde mulige energibesparelser.


Styrker indsatsen for at spare CO2

Fredensborg Kommune forventer, at projektet i sin løbetid på 1 år vil give 400.000 kWh besparelser, og en samlet investering på omkring 3.500.000 kr. hos håndværkere mv. Det svarer til ca. 6,5 årsværk.


Projektet er en udvidelse af Fredensborg Kommunes tidligere indsatser som klimamesser, energirådgivning, energitjek hos grundejerforeninger og rabat på BedreBolig-planer.